posted: 18-07-2010
Dag 3:
På Hope sierra Leones hovedkontor starter medarbejderne ud med et morgenmøde. Først starter de med en bøn. De er både kristne og muslimer som beder sammen, på deres egen måde hver i sær. Hver dag får en medarbejder lov til at tage et emne op, som de diskuterer i fællesskab. Denne morgen var emnet tilgivelse. Medarbejderen som hedder Nancy har nemlig kort fortalt inviteret en hjemløs kvinde ind for at bo i hendes hjem. Men denne kvinde har udnyttet hendes tillid (Hvorfor og hvordan forstod vi ikke) Men Nancy lagde det op til diskussion, hvor vidt hun burde tilgive kvinden og inviterer hende ind igen. Eller om det er i orden at ”skære hånden af” folk som misbruger din tillid. Alle kom med gode råd og det de overordnet kom frem til var, at gud skal hjælpe hende med at tilgive selvom det er svært, men at man til gengæld aldrig kan eller skal glemme. En interessant detalje i forhold til vores dokumentar, hvor det netop handler om tilgivelse for noget der har sat så store ar.
Derefter synger de et par salmer og gennemgår efterfølgende dagens program. Det var fantastisk at se at religioner på tværs af hinanden kan samarbejde om at bede deres bøn. Ligeledes er det fantastisk at kollegaer kan dele deres problemer og dilemmaer på den måde. På hvilken arbejdsplads i Danmark kan man starte ud med at blotte sine private problemstillinger, uden det vil blive anset for upassende?
Vi havde et møde med Mr. Bangura og co. Vedrørende et samlet budget for vores ophold. Altså mad, benzin og løn til de som hjælper os. Det blev i alt det som svarer til 16.000 kr. Vi synes det lyder af meget. Især fordi vi egntlig kun har sat 10.000 kr af til de ting. Hvor af noget også skal gå til efterarbejdet på dokumentaren. Men vi er blevet eninge om at det er okay. Også selvom Hope Sierra Leone tager sikkert overpris for nogle af tingene. Men vi er ikke i tvivl om at de overskydende penge vil gå til en fantastisk formål. Og de muligheder vi får for pengene er vi ovenud taknemmelige for. Hvis vi stod på egne ben og ikke var i samarbejde med organisationen, ville det helt sikkert blive dyrer for os. Eller vi måtte prioriterer en helt del af tingene ned. Vi er så taknemmelige for at være en del af denne organisation. Når dokumentaren er færdig kan vi tage ud og lave foredrag for Danida, hvilket vi kommer til at tjene penge på. Så i sidste ende skal pengene nok komme til at gå op.
I dag spiste vi frokost med en kvindeligmedarbejder – som vi desværre glemmer navnet på hele tiden. Hun fortalte at hun spiser meget hurtigt fordi hun
Dag 2:
Første rigtige dag i Freetown og vores hoveder er spækket med indtryk. Der lugter kraftigt af lejerbål, fordi mange laver deres mad over åben ild. Der lyder en konstant summen af biler, som dytter og lugter af benzin os. Byen er fuld af farver og på gaden ser man KUN sorte mennesker. Folk er glade og hjælpsomme, men krigen har også sat sine visuelle spor. Amputerede arme og ben, dybe ar i ansigter og skudhuller i facader og bygninger. Mange af bygningerne ser ud til at være blevet brændt ned engang, så det er kun beton fundamentet der stadig står. Og alligevel er der folk som boer i dem. Jeg tvivler på der er særlig mange ting som er blevet renoveret siden krigen.
John Bangura, som er leder af organisationen, har fået arrangeret en aftale med en ung kvinde på 23 år, om at hun laver middagsmad og aftensmad hver dag. På den måde får vi lov til at smage en masse lokalt mad, som er tilberedt så vores ganske danske maver kan klare mosten. Og det mad vi fik i dag smagte rigtig godt. Dog lidt stærkt, men hva faen J Tror endda at hun for vores skyld har lavet det mindre stærkt end de plejer. Det bliver interessant når vi skal rejse ud og opleve landet. Der tager de nok ikke højde for os hvide mennesker.
Sidst på dage tog John Bangura os med ind til den lokale tv station. Det var overraskende at se at de faktisk har noget helt ok udstyr. Men det er til gengæld tydeligt at se at de bruger deres penge på det højst nødvendige. Ingen pynt eller billeder på væggene. I en gammel bygning som har slidte vægge. Men her var folk utroligt imødekommende og det er meget vigtigt for vores projekt. Både så vi evt kan leje noget udstyr hvis vores eget skulle gå i stykker. Men også fordi vi får en journalist med, når vi skal ud og lave dokumentaren på the contry side. De ved hvordan man får fat i folk og snakker med dem. Vi havde en god snak med chefen på tv stationen og vi spurgte om de også opkøbte programmer fra udlandet. Men han sagde det var for dyrt, men at de var blevet lovet nogle gratis serier fra USA. Men HVORFOR skal sorte fattige mennesker glo på amarikaniserede serier, hvor det som oftes handler om status og penge. Jeg kan lige se for mig at de sender Dallas og Horton Sagaen. Hvorfor er det ikke at verdens rigeste lande donerer oplysningsprogrammer til alle verdens u-lande?? WHY?
posted: 17-07-2010
Dag 1:
I lufthavnen i London gik vi rundt med vores guide bøger om Sierra Leone. Pludselig stopper en sort mand os. Han hedder Albert, er oprindeligt fra Sierrra Leone men har boet i Norge de sidste to år. Nu rejser han tilbage til Sierra Leone for at blive. Han er journalist og har video materiale fra borgerkrigen, som han har tilbudt os at bruge, hvis vi har lyst. Vi fik en rigtig god snak med ham om Sierra Leone og pludselig føltes det som om man allerede var der nede.
Fly turen gik godt. Dog et fly af ældre dato, men frem det kom vi.
Vi har hørt at det kan være besværligt at komme igennem lufthavnen, især med kamera udstyr. Da vi havde vist vores pas blev vi til skræk og rædsel trukket til side og ført ind i et rum, hvor en meget vigtig mand sad. Til vores glæde ville han dog kun velkomme os til Freetown og fortælle at han har snakket med Hope Sierra Leone, så han vidste godt vi kom J God start!
Efterfølgende blev vi modtaget af en medarbejder fra organisationen ved navn Sitta. Han kørte os fra lufthavnen til færgen. Klokken var 20.15 lokal tid, så der var helt mørkt da vi ankom. Det var en syret oplevelse at køre gennem natten, hvor kun vejen var lyst op af billygterne. Langs vejkanten gik små børn alene, kvinder der bar store kurve på hovedet, og unge mænd og kvinder hang ud på gadehjørner, hvor de hørte musik. Disse kom først til syne i det bilen kørte forbi og forsvandt lige så hurtigt igen. Som glimt i ens erindring, af noget man engang har drømt.
…………………………………………………
Hej Alle!
Her vil vi løbende opdatere jer om vores rejse i Sierra Leone.
Vi vil for så vidt det er muligt oplade billeder og videoer her på siden.
Her er indtil videre et par links til organisationen vi skal samarbejde med og lidt om Sierra Leone
Velkommen
posted: 18-07-2010
Dag 3:
På Hope sierra Leones hovedkontor starter medarbejderne ud med et morgenmøde. Først starter de med en bøn. De er både kristne og muslimer som beder sammen, på deres egen måde hver i sær. Hver dag får en medarbejder lov til at tage et emne op, som de diskuterer i fællesskab. Denne morgen var emnet tilgivelse. Medarbejderen som hedder Nancy har nemlig kort fortalt inviteret en hjemløs kvinde ind for at bo i hendes hjem. Men denne kvinde har udnyttet hendes tillid (Hvorfor og hvordan forstod vi ikke) Men Nancy lagde det op til diskussion, hvor vidt hun burde tilgive kvinden og inviterer hende ind igen. Eller om det er i orden at ”skære hånden af” folk som misbruger din tillid. Alle kom med gode råd og det de overordnet kom frem til var, at gud skal hjælpe hende med at tilgive selvom det er svært, men at man til gengæld aldrig kan eller skal glemme. En interessant detalje i forhold til vores dokumentar, hvor det netop handler om tilgivelse for noget der har sat så store ar.
Derefter synger de et par salmer og gennemgår efterfølgende dagens program. Det var fantastisk at se at religioner på tværs af hinanden kan samarbejde om at bede deres bøn. Ligeledes er det fantastisk at kollegaer kan dele deres problemer og dilemmaer på den måde. På hvilken arbejdsplads i Danmark kan man starte ud med at blotte sine private problemstillinger, uden det vil blive anset for upassende?
Vi havde et møde med Mr. Bangura og co. Vedrørende et samlet budget for vores ophold. Altså mad, benzin og løn til de som hjælper os. Det blev i alt det som svarer til 16.000 kr. Vi synes det lyder af meget. Især fordi vi egntlig kun har sat 10.000 kr af til de ting. Hvor af noget også skal gå til efterarbejdet på dokumentaren. Men vi er blevet eninge om at det er okay. Også selvom Hope Sierra Leone tager sikkert overpris for nogle af tingene. Men vi er ikke i tvivl om at de overskydende penge vil gå til en fantastisk formål. Og de muligheder vi får for pengene er vi ovenud taknemmelige for. Hvis vi stod på egne ben og ikke var i samarbejde med organisationen, ville det helt sikkert blive dyrer for os. Eller vi måtte prioriterer en helt del af tingene ned. Vi er så taknemmelige for at være en del af denne organisation. Når dokumentaren er færdig kan vi tage ud og lave foredrag for Danida, hvilket vi kommer til at tjene penge på. Så i sidste ende skal pengene nok komme til at gå op.
I dag spiste vi frokost med en kvindeligmedarbejder – som vi desværre glemmer navnet på hele tiden. Hun fortalte at hun spiser meget hurtigt fordi hun
Dag 2:
Første rigtige dag i Freetown og vores hoveder er spækket med indtryk. Der lugter kraftigt af lejerbål, fordi mange laver deres mad over åben ild. Der lyder en konstant summen af biler, som dytter og lugter af benzin os. Byen er fuld af farver og på gaden ser man KUN sorte mennesker. Folk er glade og hjælpsomme, men krigen har også sat sine visuelle spor. Amputerede arme og ben, dybe ar i ansigter og skudhuller i facader og bygninger. Mange af bygningerne ser ud til at være blevet brændt ned engang, så det er kun beton fundamentet der stadig står. Og alligevel er der folk som boer i dem. Jeg tvivler på der er særlig mange ting som er blevet renoveret siden krigen.
John Bangura, som er leder af organisationen, har fået arrangeret en aftale med en ung kvinde på 23 år, om at hun laver middagsmad og aftensmad hver dag. På den måde får vi lov til at smage en masse lokalt mad, som er tilberedt så vores ganske danske maver kan klare mosten. Og det mad vi fik i dag smagte rigtig godt. Dog lidt stærkt, men hva faen J Tror endda at hun for vores skyld har lavet det mindre stærkt end de plejer. Det bliver interessant når vi skal rejse ud og opleve landet. Der tager de nok ikke højde for os hvide mennesker.
Sidst på dage tog John Bangura os med ind til den lokale tv station. Det var overraskende at se at de faktisk har noget helt ok udstyr. Men det er til gengæld tydeligt at se at de bruger deres penge på det højst nødvendige. Ingen pynt eller billeder på væggene. I en gammel bygning som har slidte vægge. Men her var folk utroligt imødekommende og det er meget vigtigt for vores projekt. Både så vi evt kan leje noget udstyr hvis vores eget skulle gå i stykker. Men også fordi vi får en journalist med, når vi skal ud og lave dokumentaren på the contry side. De ved hvordan man får fat i folk og snakker med dem. Vi havde en god snak med chefen på tv stationen og vi spurgte om de også opkøbte programmer fra udlandet. Men han sagde det var for dyrt, men at de var blevet lovet nogle gratis serier fra USA. Men HVORFOR skal sorte fattige mennesker glo på amarikaniserede serier, hvor det som oftes handler om status og penge. Jeg kan lige se for mig at de sender Dallas og Horton Sagaen. Hvorfor er det ikke at verdens rigeste lande donerer oplysningsprogrammer til alle verdens u-lande?? WHY?
posted: 17-07-2010
Dag 1:
I lufthavnen i London gik vi rundt med vores guide bøger om Sierra Leone. Pludselig stopper en sort mand os. Han hedder Albert, er oprindeligt fra Sierrra Leone men har boet i Norge de sidste to år. Nu rejser han tilbage til Sierra Leone for at blive. Han er journalist og har video materiale fra borgerkrigen, som han har tilbudt os at bruge, hvis vi har lyst. Vi fik en rigtig god snak med ham om Sierra Leone og pludselig føltes det som om man allerede var der nede.
Fly turen gik godt. Dog et fly af ældre dato, men frem det kom vi.
Vi har hørt at det kan være besværligt at komme igennem lufthavnen, især med kamera udstyr. Da vi havde vist vores pas blev vi til skræk og rædsel trukket til side og ført ind i et rum, hvor en meget vigtig mand sad. Til vores glæde ville han dog kun velkomme os til Freetown og fortælle at han har snakket med Hope Sierra Leone, så han vidste godt vi kom J God start!
Efterfølgende blev vi modtaget af en medarbejder fra organisationen ved navn Sitta. Han kørte os fra lufthavnen til færgen. Klokken var 20.15 lokal tid, så der var helt mørkt da vi ankom. Det var en syret oplevelse at køre gennem natten, hvor kun vejen var lyst op af billygterne. Langs vejkanten gik små børn alene, kvinder der bar store kurve på hovedet, og unge mænd og kvinder hang ud på gadehjørner, hvor de hørte musik. Disse kom først til syne i det bilen kørte forbi og forsvandt lige så hurtigt igen. Som glimt i ens erindring, af noget man engang har drømt.
…………………………………………………
Hej Alle!
Her vil vi løbende opdatere jer om vores rejse i Sierra Leone.
Vi vil for så vidt det er muligt oplade billeder og videoer her på siden.
Her er indtil videre et par links til organisationen vi skal samarbejde med og lidt om Sierra Leone
Hope Sierra Leone
Venskabsforeningen Danmark-Sierra Leone
Visit Sierra Leone
Mange afrikanske hilsner Jeppe og Pernille